Rodeoinformation

Sportens discipliner

Rodeo er en samlebetegnelse for en række forskellige discipliner, ligesom f.eks. motorsport, og foruden kreaturer anvender man både tilredne og utilredne heste. Disciplinerne inddeles i to hovedgrupper: rough stock, hvor man rider på en tyr eller en utilredet hest i otte sekunder og får et antal point for hvor godt det lykkes (hvis det lykkes), og timed events, hvor vinderen er den der gennemfører på kortest tid.

Klik på linkene til venstre for at se en kort beskrivelse af de forskellige discipliner.

Bull riding

Dette er en af de mere fornøjelige bivirkninger af Y-kromosomet og blev antageligt første gang observeret kort efter at de første mænd i verden havde set en tyr.
   Ved rodeo lægger man et specielt reb (bull rope) omkring tyrens brystkasse lige bag forbenene. I den ene ende er der en løkke som man stikker den anden ende igennem når man spænder rebet til. Rytteren holder om det stykke af enden uden løkke der således kommer til at ligge dobbelt, og lægger som regel også enden tilbage så han har tre lag at holde om, for at få et bedre greb. Mange fører også den frie ende en gang rundt om hånden inden de lægger den i det tredje lag, for at have ekstra godt fat. Nogle smører desuden harpiks på denne del af rebet. Når rytteren sætter sig til rette lige før starten, ser man ham ofte banke en knytnæve ned på rebet i sin i håndflade for at få ujævnhederne på det til at gå i indgreb med hinanden så han har et solidt ”håndtag” at holde fast i.
   Under ridtet må rytteren kun holde fast i rebet med den ene hånd; hvis han berører nogen del af tyren, sig selv eller udstyret med den anden hånd, bliver han diskvalificeret. Han skal blive på tyren i otte sekunder efter at lågen fra startboksen til arenaen går op og tyren drøner ud.
   Vinderen er den rytter der får flest point. Det teoretiske maksimum er 100, hvoraf de 50 gives for hvor dygtigt og energisk tyren prøver at kaste rytteren af, og de andre 50 for hvor godt det lykkes ham at blive på den alligevel – hvis det lykkes. Hvis ikke, får han to tomme felter på pointlisten og noten BO (bucked off). Ved verdensmesterskaberne i USA får de bedste typisk fra ca. 85 til et par og halvfems point.
   Det ikke kun blær at de fleste tyreryttere bruger vest og nogle af dem også hjelm: De rider på et dyr som vejer op til en ton (minimumsvægten er 750 kg) og kan springe en hel meter op i luften, og under og lige efter ridtet har tyren ikke andet i hovedet end at smadre rytteren. Tyreridning tegner sig da også for næsten halvdelen af alle personskader og de allerfleste dødsfald ved rodeoer.
   Her kommer bullfighter’ne ind i billedet: De er klædt ud i klovnekostumer og laver også sommetider klovnenumre i pauserne mellem to discipliner. Derfor bliver de ofte kaldt klovner, men deres vigtigste opgave er at redde tyrerytterens liv efter at han er kommet af tyren. Det gør de ved at aflede dens opmærksomhed fra ham og bruge sig selv som lokkemad. Det ligner ofte en harmløs leg, men når man har set hvad tyre kan finde på at gøre ved rytteren, som jo ikke altid er i stand til at stå på benene efter ridtet, forstår man hvor farligt og vigtigt deres job er.

Stefan Haltiner på Rodeo Americas Paintball ved rodeoen i Friesoythe, pinsen 2012 (foto: Heiko Wünsch).

Saddle bronc riding

I denne disciplin rider man på en utilredet hest med en speciel sadel og korte stigbøjler. Rytteren holder sig fast ved at holde i et tykt reb som er fastgjort i hestens hovedtøj. Der er derfor ikke noget bid, blot en 5-7 cm bred læderrem omkring mulen (for at fordele presset over en stor flade).
Under ridtet må rytteren kun holde fast i rebet med den ene hånd; hvis han berører nogen del af hesten, sig selv eller udstyret med den anden hånd, bliver han diskvalificeret. Han skal blive siddende på hesten i otte sekunder efter at lågen fra startboksen til arenaen går op og hesten springer ud.
Vinderen er den rytter der får flest point. Det teoretiske maksimum er 100, hvoraf de 50 gives for hvor dygtigt og energisk hesten prøver at kaste rytteren af, og de andre 50 for hvor godt det lykkes ham at blive på den alligevel – hvis det lykkes. Hvis ikke, får han to tomme felter på pointlisten og noten BO (bucked off). Ved verdensmesterskaberne i USA får de bedste typisk fra ca. 85 til et par og halvfems point.
Saddle bronc riding er fysisk hårdere end bareback fordi hesten ikke kun bukker for at kaste rytteren af men også rykker vildt i rebet.

Hans-Hermann "Garfield" Büter på Rodeo Americas Black Bart ved rodeoen i Friesoythe i pinsen 2012 (foto: Heiko Wünsch)

Bareback riding

I denne disciplin rider man på en utilredet hest uden sadel. Rytteren holder sig fast ved hjælp af et håndtag (rigging) på en rem som er lagt omkring hestens brystkasse der hvor sadelgjorden sidder på en ridehest.
Rytteren må kun holde fast i rigging’en med den ene hånd; hvis han berører nogen del af hesten, sig selv eller udstyret med den anden hånd, bliver han diskvalificeret. Han skal holde sig på hesten i otte sekunder efter at lågen fra startboksen til arenaen går op og hesten springer ud. Vinderen er den rytter der får flest point. Det teoretiske maksimum er 100, hvoraf de 50 gives for hvor dygtigt og energisk hesten prøver at kaste rytteren af, og de andre 50 for hvor godt det lykkes ham at blive på den alligevel – hvis det lykkes. Hvis ikke, får han to tomme felter på pointlisten og noten BO (bucked off). Ved verdensmesterskaberne i USA får de bedste typisk fra ca. 85 til et par og halvfems point.
Ved Bareback er det benarbejdet der giver de sidste point der afgør vinderen: Når rytteren lukker hånden om rigging'en og sætter sig til rette på hesten i startboksen, sætter han fødderne op på hestens skuldre med tæerne indad, men så snart lågen til arenaen går op, skal han lave sine marks: Han strækker benene helt frem over hestens skuldre med tæerne udad, og sådan skal han holde dem indtil hesten har sat forbenene på jorden efter det første spring ud af startboksen. Hvis dette ikke lykkes, får han to tomme felter på pointlisten og noten MM (missed marks).
Under resten af ridtet skal han bevæge fødderne frem og tilbage oven på hestens skuldre i takt med dens bevægelser. Derfor bruger man nogle specielle 'sporer' med et hjul (ca. 5 mm tykt med rund kant) som ikke må kunne låses. I modsætning til andre former for ridesport bruger man altså ikke sporerne til at prikke hesten i siden for at få den til at rende hurtigere.
Forvaltningsdomstolen i Freiburg og 1. senat ved forvaltningsdomstolen i Baden-Württemberg er for nogle få år siden hoppet på nogle rodeomodstanderes påstande om disse sporer og har besluttet at man ikke må bruge dem ved rough stock-disciplinerne i Tyskland. Selv om alle med kendskab til sporten protesterer mod denne beslutning og dens begrundelse, har i hvert fald Rodeo America valgt at rette sig efter den ved deres rodeoer. Jeg har også selv redet bareback uden sporer dernede, og jeg kan ikke se hvilket formål dette påbud skal tjene: Ganske vist er det umiddelbart ikke noget stort problem for rytterne at ride uden sporer, men jeg tvivler på at det er så meget mindre ubehageligt for hestene at man skrubber sine støvlehæle frem og tilbage på deres skuldre i stedet for at rulle med et par hjul, at det ligefrem er nødvendigt med et lovindgreb mod hjulene.

Deres ærbødige på Rodeo Americas Black Bart ved rodeoen i Friesoythe, pinsen 2012. (Foto: Heiko Wünsch)

Steer wrestling

Deltagerne i studebrydning er en stud og to ryttere. Studen løber ud af den midterste af tre startbokse og får et lille forspring inden rytterne starter. Den ene rytter, wrestler, rider op på studens venstre side, springer af hesten i farten og griber studen med højre albue om dens højre horn nedefra og venstre hånd om dens venstre horn oppefra. Samtidig svinger han benene frem og sætter hælene i jorden. Derved skal han få studen til at dreje omtrent en kvart omgang til venstre og lægge sig ned på venstre side med alle fire ben og hovedet pegende i samme retning.
Den anden rytter, hazer, rider op på studens højre side, parallelt med wrestler'en, for at sikre at studen løber ligeud. Ligesom kreaturerne i de andre discipliner kan stude ikke blot løbe stærkt men også vende på en femøre, og de er tilbøjelige til at pludselig at skifte retning netop som man tror at man ved hvor man har dem.
I USA anvender man mexicanske corriente-stude, og vægtgrænserne er mindst 225 kg og højst 300 kg. Jeg har ikke set studebrydning på denne side af Atlanten.

Foto kommer når jeg får fat i et.

Wild horse race

I denne disciplin skal tre mand fange en vild hest og anlægge noget der ligner en bareback rigging på den, og så skal en af dem ride på den fra den ene til den anden ende af arenaen.
Ideelt, dvs. hvis ikke hesten smutter fra dem og/eller kvæster dem værre end at de kan fortsætte, foregår det ved at hvert hold har fat i hestens træktov inden den lukkes ud af startboksen. En af dem, anchor, holder hesten i træktovet når den kommer ud, og en anden, mugger, prøver at dæmpe den ned ved at holde om dens hoved. Den tredje, rider, anlægger rigging’en, stiger på hesten og rider den over mållinjen i den anden ende af arenaen. Her springer han af og tager rigging’en af hesten, og så render han hen og afleverer den til en af de to dommere der sidder på rækværket i hver sin side af arenaen.
Man konkurrerer i to eller flere hold ad gangen, og det hold der først bliver færdige, har vundet – hvis der altså er et hold der gennemfører inden for de 90 sekunder der er til rådighed, hvilket langt fra altid er tilfældet.
Det ser dramatisk ud når alle 8 deltagere (når der er 2 hold) farer omkring mellem hinanden i arenaen, og det er det også. Men det er mit klare indtryk at de deltagere der vejer i omegnen af en halv ton og har fire hove at sparke med, er væsentligt mere brutale over for dem der kun vejer omkring 80 kg, end omvendt. Det tyder skadestatistikkerne også på.

Foto kommer når jeg får fat i et.

Tie-down roping

Denne disciplin har sit udspring i cowboyens arbejde med at indfange kalve til brændemærkning og/eller dyrlægeundersøgelse.
Kalven løber ud af sin startboks og får et forspring inden rytteren må ride ud af sin. Han krydser kalvens spor for at bringe sig i position til at kaste rebet om dens hoved. Når hesten bremser og kalven haler rebet tot, springer rytteren af og løber hen til kalven langs rebet. Han griber den ved skulderen og bagpartiet og holder den ind mod sine ben og lægger den ned på siden. Derefter binder han dens ene forben og begge bagben sammen med et mindre reb, pigging rope, som han oftest har holdt mellem tænderne. Så rækker han hænderne i vejret som tegn til tidtageren, som stopper uret. Til sidst sætter rytteren sig op på hesten igen og løsner rebet til kalven.
Det er vigtigt at rebet kommer til at ligge sådan på kalven at den drejer sig til siden når den haler det tot; hvis den bliver trukket bagover (ligesom når en lille hund der føres i snor, maser så meget fremad at forpoterne hænger et stykke over jorden), bliver han diskvalificeret. Nogle steder vanker der også en bøde for det.
Desuden skal hesten blive stående indtil rytteren har løsnet rebet, så den ikke trækker kalven hen over jorden.

Foto kommer når jeg får fat i et.

Break-away calf roping

Dette er nærmest blot den første tredjedel af tie-down roping. Kalven løber ud af sin startboks og får et forspring inden rytteren må ride ud af sin. Han krydser kalvens spor for at bringe sig i position til at kaste rebet om dens hoved. Den anden ende af rebet er fastgjort til sadelhornet med en tynd tråd som brister når rytteren bremser sin hest og kalven haler rebet tot. Der er fastgjort et tørklæde eller lignende til denne ende af rebet for at tidtageren bedre kan se præcis hvornår tråden brister.
Vægtgrænserne for kalven er de samme som ved tie-down roping: mindst 110 kg og højst 140 kg. Når den har nået minimumsvægten, er den dels både fysisk og psykisk robust nok til at deltage, dels er den kommet i ”lømmelalderen” hvor den både har evnen og lysten til det ... ret som føllet og lammet der frit over engen sig tumler, I ved.

Foto kommer når jeg får fat i et.

Team roping

I team roping skal to ryttere fange en stud med hver sit reb. Studen løber ud af den midterste af tre startbokse og får et forspring. Den første rytter er header’en, som kaster sit reb omkring studens hoved og får den til at dreje i en kvart cirkel. Den anden rytter, healer’en, kaster sit reb om studens bagben (man skal næsten se det i slowmotion for at få med hvilket håndelag det kræver). Dette får selvfølgelig studen til at stoppe, og så placerer rytterne sig sådan at alle tre dyr står på en lige linje, rytterne med front mod hinanden.
Også denne disciplin har sin oprindelse i cowboyens arbejde, hvor man bl.a. skal indfange et dyr og få det til at stå stille så dyrlægen kan komme til at behandle eller vaccinere det.

Foto kommer når jeg får fat i et.

Rescue race

Bedst som man er ved at drive en flok kvæg hen over prærien, bryder et tordenvejr løs og udløser en stampede: Kreaturerne går i panik og farer af sted, og nu gælder det om at få styr på flokken igen. Pludselig falder en cowboy af sin hest, som løber videre uden ham, og så skal en kollega redde ham inden han blive trampet ned af kreaturerne.
Ved rodeoer udføres denne disciplin af praktiske grunde uden kreaturer og tordenvejr. Den ene deltager går til fods hen og stiller sig bag et afstandsmærke i arenaen. Den anden rider fra den modsatte ende af arenaen hen og laver en U-vending omkring kollegaen, denne springer op bag rytteren under vendingen, og så rider de ”i sikkerhed” i den ende hvor rytteren startede.
Det hold der gennemfører på kortest tid, har vundet.

Jana og Franz Waldenberger på Janas hest Bissy ved rodeoen i Friesoythe i pinsen 2012 (foto: Heiko Wünsch)

Barrel race

I barrel race rider man i en kløverbladsformet bane omkring tre tønder som står i arenaen: en i hver side ca. midt på den lange led, og en midt i den fjerne ende. Rytterne kan frit vælge om de vil starte med tønden til højre eller den venstre, når blot ruten er kløverbladsformet, dvs. først i en sløjfe den ene vej rundt om tønden i den ene side, så i en sløjfe den anden vej rundt om tønden i den anden i side, og til sidst samme vej rundt om tønden i den fjerne ende som om tønde nr. 2. Og så er det bare med at komme hjem i en fart.
I USA er det almindeligt at man tager tilløb uden for arenaen og kommer ind i fuld fart, gennemfører og så rider ud i fuld fart. På vores side af Atlanten starter og slutter man normalt med en vending inde i arenaen.
I USA rides denne disciplin normalt kun af kvinder, men herovre rides den mange steder af begge køn.
Det gælder ikke bare om at komme hurtigst gennem banen men om at få registreret den korteste tid: Hvis man vælter en af tønderne, bliver der lagt fem sekunder til den målte tid (pr. tønde), og det er nok til at de andre scorer alle præmiepengene.

Maren-Samantha Schulz på sin hest Chileno ved rodeoen i Friesoythe, pinsen 2012. (Foto: Heiko Wünsch)

Pole bending

I pole bending står der en række pæle langs arenaens langsgående midterlinje. Rytterne rider (efter et kort tilløb) først op langs den ene side af pælene, vender rundt om den sidste pæl og rider i slalom ned mellem pælene. Så vender de igen og rider i slalom op mellem pælene, og til sidst rider de tilbage langs den anden side af pælene.
I USA er det almindeligt at man tager tilløb uden for arenaen og kommer ind i fuld fart, gennemfører og så rider ud i fuld fart. På vores side af Atlanten starter og slutter man normalt med en vending inde i arenaen.
I USA rides denne disciplin normalt kun af kvinder, men herovre rides den mange steder af begge køn.
Det gælder ikke kun om at komme hurtigst gennem banen men om at få registreret den korteste tid: Hvis man vælter en af pælene, bliver der lagt fem sekunder til den målte tid (pr. pæl), og det er nok til at de andre scorer alle præmiepengene.

Maren-Samantha Schulz på sin hest Chileno ved rodeoen i Friesoythe i pinsen 2012 (foto: Heiko Wünsch).

Flag race

I denne disciplin står der fire tønder i en aflang firkant i arenaen, og på hver tønde står der en spand med sand i. I den første og den tredje spand er der plantet et flag på en pind. Man rider en runde uden om firkanten, og undervejs snupper man flaget på tønde 1 og planter det i spanden på tønde 2, snupper flaget på tønde 3 og planter det i spanden på tønde 4.
Ved nogle rodeoer koster det fem strafsekunder at misse et flag, ved andre ryger man ud af konkurrencen. I begge tilfælde er vinderen den der ender med at få registreret den korteste tid.

Maren-Samantha Schulz på sin hest Chileno ved rodeoen i Rodeo i Friesoythe i pinsen 2012 (foto: Heiko Wünsch).

Post race

Denne disciplin er der nogle der mener ikke er en ”rigtig” rodeodisciplin, og jeg har heller ikke set den ved alle de rodeoer jeg har været til. Men jeg synes godt det kan forsvares at have den med, og i det mindste plejer publikum at blive godt underholdt.
I den ene ende af arenaen står der en pæl med en amerikansk postkasse, og i postkassen ligger der et par breve som rytteren skal hente. Foran postkassen ligger der tre eller fem brædder på jorden i et U med åbningen pegende væk fra postkassen.
Rytteren starter i den modsatte ende og rider ind mellem brædderne gennem U'ets åbning. Her standser han og stiger af hesten. Så går (ikke løber) han en gang rundt om hesten inden han går hen og tager brevene i postkassen. Han stiger på hesten, bakker ud ad U’ets åbning og rider tilbage med brevene i lommen.
Det lyder ikke særlig dramatisk, og det er det heller ikke. Det svære består i at få hesten til at blive stående mellem brædderne mens man går rundt om den og henter brevene: De tre gange jeg i skrivende stund hidtil har set denne disciplin (alle i Tyskland), har der sammenlagt været én (1) der kunne få den til det. Alle de andres heste fulgte enten efter rytteren når han/hun begyndte at gå rundt om den, eller også stak hesten af med rytteren løbende efter sig.
Men en konkurrence om at få registreret den korteste tid er det da, og om ikke andet kan man få et godt grin.

Foto: Heiko Wünsch